Monteringsvejledning

Her er monteringsvejledning til BALDYRE Clutch.

Klip det broderede stykke så der er 1 cm sømrum.

Klip forets dele efter det broderede stykke.

Læg lynlåsen ret mod ret på det broderede stykke 0,3 cm fra den øverste kant. (lad enderne på lynlåsen stikke lige langt ud i hver side) Det er med vilje at lynlåsen er længere end stoffet. Det giver et finere finish på den færdige pung.

 Sy lynlåsen fast. OBS Sy ikke i sømrummene i siderne. Sy i den stiplede vævede linje på lynlåsbåndet, så rammer du kanten af korsstingene.

Læg nu foer-delen med retsiden mod lynlåsen. Sæt nåle i, vend arbejdet og sy nøjagtig i den søm du syede lynlåsen fast med før.

Gentag med den anden side.

Pres delene væk fra lynlåsen.

Lyn lynlåsen halvt op.Vigtigt for at du kan vende pungen tilsidst!

Fold delene ud, så forstykkerne ligger ret mod ret og foer-delene ligger ret mod ret.

Sy nu forstykkerne sammen. Sy så tæt til lynlåssømmen som muligt, uden at sy ind i lynlåsdelene, træk den lidt til side.

Sy derefter foer-delene sammen. Lad en 12cm åbning stå i bunden af foret, til at vende pungen igennem.

Klip de overskydende lynlåsender af i flugt med sømrummet.

Når du vender pungen, er det vigtigt at sidesømmene foldes ud og ligger så pænt som muligt, så lynlåsen ligger pænt.

Træk foret ud igen og sy hullet sammen enten på maskine eller i hånden.

Bind den lille lædersnor i lynlåsen.


Monteringsvejledning.pdf